Logo for StrandingsmuseetINVITATION

Strandingsmuseum St. George inviterer dem med ledsager til åbning af museets nye særudstilling onsdag d. 19. marts 2008 kl. 14.00 – 17.00.

Museet vil være vært ved et let traktement.

Særudstillingen ”Den danske handelsstation Trankebar” vil blive åbnet af Karin Emma Ida Knudsen, Formand for Foreningen Trankebar. I samarbejde med Foreningen Trankebar har Strandingsmuseum St. George lavet en særudstilling omkring den tidligere danske koloni og handelsstation i Indien, Trankebar.

Udstillingen fortæller historien om handelsstationen og kolonien, og hvad der står tilbage i dag. Ligeledes viser udstillingen dagliglivet på stedet i dag, hvor fiskeri udgør den største indtægtskilde. Området har til stadighed tæt kontakt til Danmark, hvilket udstillingen også belyser. Trankebar er en fiskerby på Indiens østkyst 250 km syd for Madras. I 1620 erhvervede det danske Ostindisk Kompagni Tranquebar og etablerede her et støttepunkt for handel og søfart mellem København og Indien. Kastellet Dansborg, som straks blev opført, mure og bastioner fra 1660′erne samt nogle danske bygninger er bevaret. I 1700-tallet havde byen ca. 3000 indbyggere, hvoraf danske embedsmænd, soldater og handelsfolk udgjorde knap et par hundrede. Besejlingen blev aldrig intensiv, men var et vigtigt led i tidens merkantilistiske politik. Et eller to skibe ankom årlig fra København, men i 1639 ophørte sejladsen. Trankebar forblev dog på danske hænder, og i 1670 genoptog det reorganiserede Ostindisk Kompagni farten, men først med etableringen i 1732 af Asiatisk Kompagni blev den regelmæssig med et skib årlig. Den dominerende vare var indiske bomuldsstoffer, men efter ca. 1750 flyttede centret for produktionen til Bengalen.
Efter nogle årtier med hensygnende handel købte Storbritannien Trankebar i 1845.

Strandingsmuseum St. George er meget stolt over at kunne præsentere denne særudstilling om Trankebar.
Udstillingen kan ses frem til søndag d. 31. august 2008.

Med venlig hilsen
Strandingsmuseum St. George
Marinarkæologisk Center
Vesterhavsgade 1E, Thorsminde,
6990 Ulfborg
Tlf. 97497366
www.strandmus.dk