Sidste nyt fra Trankebar juli 2008
Der sker mange spændende ting i Trankebar for tiden.
Samarbejdet med Bestseller og Intach og de mange gode eksempler har fået den indiske Regering til at bevilge et meget stort beløb til at gøre byen til en “Major Tourist Destination” Mere og mere omtales Trankebar i både de lokale, de statslige og de store landsdækkende indiske aviser.
Som altid er det en fornøjelse at opleve stemningen, når byen vågner. Jalla, Jalla fra moskeenklokken 5. Fiskerne er allerede på havet. Kort efter “musik” til morgenkaffen fra Jerusalemkirken – og så morgenkaffen, hvis man da har nået at få kogt vandet inden strømmen går klokken lidt i 6.- Er det søndag, udsendes morgengudstjenesten “live” til hele byen . Det må være rart at have så stor en menigheden. Klokken 8 starter fiskeriauktionen. Der er masser af fisk for tiden. Havet er næsten havblik de første 3 timer efter solopgang. Mange af fiskerbådene er ankret op foran stranden – både de små og store fartøjer. En del går ud fra stranden både ude foran fortet og ud for fiskerlandsbyen. Fiskerne har fået fyldt sand på granitstenene, så de flere steder har overgange til at komme over med fisken.. En mindre del af de små fartøjer ligger inde i kanalen og kommer først ud, når de får gravet sig gennem sandet på den brede strandbred. For tiden er der ingen adgang fra floden til havet.
Bestsellers palmeplantage på sydsiden af fortet ser ud til at være kommet godt i gang.
Hen på formiddagen banker det på havelågen til vores lille hvide hus i Posthusgade. Det er
damerne og mændene fra renovationsprojektet, der vil have affald. Det bliver omhyggeligt sorteret før de kører videre til næste hus. Torkil fortæller, at projektet er blevet rost i de landsdækkende aviser, og det er planen at udvide det til fiskerlandsbyen også.
Intach har nu “fået nøglen” til guvernørboligen. Hvis man da ellers kan finde en dør at låse op.
Så mangler vi bare at de får udarbejdet et nyt projekt og får det godkendt hos Nationalmuseet i København. Så der er håb forude. Når det er sket fortæller Torkil, at der bliver en renoveringstid på mellem 24 og 48 måneder før bygningen er indflytningsklar.
Bestseller har også næsten fået skrevet papirer på den tidlige danske
lægebolig Van Theiligens Hus i Kongensgade. Vi har fået lovning på, at bygningen kan blive omdannet til et kommende
fiskeri og søfartsmuseum samt et marinarkæologisk center med samarbejde med Strandingsmuseet i Thorsminde, efter endt renovering. Det bliver virkelig en perle. Vi trænger til et sted, hvor vi kan fortælle fiskernes historie før den helt forsvinder.
Vi har bevilget et beløb på 500 rupies til vedligeholdelse af Nygade Kirkegård, hvis kirken kan finde den rette person til jobbet.
Strandpromenaden og den offentlige park ud mod stranden tager form. Det nye Nemranahotel ”Land Gate”, er blevet åbnet, så der nu er en samlet hotelkapacitet på omkring 50 overnattende gæster i byen.
Begge hoteller har fået en svømmepøl. – Jeg prøvede som den første det store hotels pool.
Vi oplevede en begravelsesceremoni i den gamle tempelhave ved det store tempel. Den holdes på 16. dagen for begravelsen. Stedet bruges af alle hinduer i Trankebar.
Dansk Hydraulisk Institut har fået til opgave at se på forholdene ud for den nye kystsikring for at se, om vi evt. skal have lavet høfder for at få en bredere forstrand.
Der er en stor vandmangel i Trankebar, og borgerne beklager sig. Vi må håbe, at det store regeringsprojekt kan skabe en infrastruktur, så vand, strøm og kloakproblemer bliver løst i en fart.
Når man kører mod Pondi, ser man flere steder arbejdet på den nye jernbaneforbindelse til Mayuram (ca. 30 km. fra Trankebar. Byen, hvor der tidligere var togskift til Trankebarbanen)
Det bliver en bredsporet bane som de øvrige i Indien. Vejen er også ved at blive udvidet, men
er stadig kun i et spor det sidste stykke til Trankebar.
Selv her i sommervarmen, der slet ikke er så slem, kun omkring 32 grader ved middagstid, kommer der en del turister i Trankebar. vi så flere turistbusser med indiske turister ved fortet. De 3 hoteller havde en del gæster, selv enkelte danske. Så det gælder om at få fortalt folk også vore medlemmer, at man sagtens kan besøge Trankebar i midten af juli måned, hvor temperaturen ikke er værre end i mange af middelhavslandene. En vifte i loftet og en kold øl kan gøre underværker. Trankebar er som sagt på vej til at blive et mondænt sted – et sted, hvor de, der har penge, gerne vil have sig en bolig.
Det var, hvad vi fik fortalt og hvad stigningen i huspriserne viser. Da vi for 5 år siden forsøgte at købe Van Teylingen’s Hus, talte vi om en pris på omkring 150,000 kr. – det sidste, vi har hørt er, at prisen i dag nok bliver omkring 1 million danske kroner.
Vi kan nu glæde os over at have 2 dyre hoteller i byen. Jeg tror, det er med til at hive byen op på et vist niveau, også rent turistmæssigt. Det er så vores håb, at der også bliver plads til de lokale, alle skolebørnene, fiskerne, køerne, gederne og alt det, som gør Trankebar til noget unikt.
Ruth og Poul Trankebar juli.
Post a comment
You must be logged in to post a comment.