Baggrund
Vi er en lille gruppe fynske entusiaster, der i årevis har interesseret os for det sydlige Indien. Her har vi besøgt en skole for unge piger og mænd fra lavkastefamilier. Skolen er en efterligning af de danske efterskoler og er indisk ledet.
I forbindelse med alle disse besøg har det været nærliggende også at besøge Danmarks gamle koloni og handelssted Trankebar på Coromandel-kysten. I Trankebar, som var dansk fra 1620 - 1845, er der mange bevaringsværdige bygninger, der i dag stadig vidner om en dansk storhedstid.
En af disse bygninger - Fort Dansborg - har i særlig grad interesseret os, idet dette fort er et bygningskompleks, som vi danskere har mulighed for at få lov til at renovere eller restaurere. Dette er muligt, idet mange af de andre bygninger - her under Landporten og Guvernørboligen - bliver restaureret af andre.
Landporten blev april 2002 restaureret af Archaeological Survey of India (ASI) og Guvernørboligen opkøbes af en hotelkæde til restaurering, men hører altså også under ASI ligesom Fort Dansborg, der dog er et større projekt for ASI, der naturligt nok mangler penge til restaureringen. Indien har i tusindvis af bevaringsværdige bygninger.
Gruppen gik i eftersommeren 2001 i gang med at kontakte forskellige instanser og personer, der i tidens løb havde vist interesse for Trankebar og som havde mulighed for at bidrage med viden om både Trankebar og de indiske myndigheder.
Ved årsskiftet 2001-02 kom der et gennembrud i arbejdet, idet et møde i Kulturministeriet blev bekræftet.
Det første kvartal af 2002 gik med kontakter, møder og forhandlinger - både i Danmark og i Indien. Vi som gruppe var glade, da endelig alle anstrengelserne lykkedes - en fax med tilladelse til restaurering af Fort Dansborg kom til Tommerup i slutningen af marts 2002. Herefter blev travlheden total.
Til formålet blev “Foreningen Trankebar” oprettet i maj måned 2002.
Foreningen er registreret hos ToldSkat med nr. SE-nr. 27 44 89 84.