Forleden havde vi besøg af DR ’s Korrespondent i Delhi, Günther Adolpsen og hustru.
De kom med et pudsigt spørgsmål , som jeg ikke lige selv havde tænkt over. ” Har de mennesker, der boede i Trankebar, i den Danske kolonitid , kedet sig meget. – ved man noget om det?  Jeg kunne kun svare, at når man læser de gamle beretninger op igennem tiden, så har de ikke haft tid til at kede sig. !-  Jo, vel, de har da håbet på et skib i ny og næ,  men jeg tror ikke, de har kedet sig. –
Det kom selvfølgelig også an på, hvilket lag af samfundet, man hørte til. De fine herrer fra guvernementet, skriverne, dommerne og præsterne har da bestemt hørt til dem , der havde fester, hvor man diskede op med alt muligt.  De, der måske har kedet sig mest, var nok de soldater, der til daglig holdt vagt. I begyndelsen kun på fortet, senere ude på bymuren, som kom i 1651.

Kommer man til Trankebar i dag, ind igennem byporten, ned ad Kongensgade over til Fortet, og det ikke lige er en helligdag, hvor inderne har fri, så ser her da også ud til, at folk keder sig. Men kikker man nærmere, ja, så har alle travlt med et eller andet gøremål. De ældre damer er på stranden for at samle muslingskaller, inde på gaden sidder der andre damer og sorterer skallerne. – De skal bruges til kalk, som bliver brændt uden for byen. Fiskerne der kommer hjem fra havet, og lillemor der så skal have afsat fiskene. Andre er i gang med at reparere garnene efter en fisketur. Nej jeg er sikker på, at folk ikke har kedet sig.

Dengang i 1640 må der virkelig havde været gang i den. – Bymuren skulle mures op. – Der må ha’ været mange daglejere, som har været i gang med murstens- fabrikation, oksekærrer, som har kørt  ned igennem byen med mursten,  en konstant kørsel. Tømrer, som har været i gang med at lave vinduesrammer og døre. Smedjen, som skulle lave havelåger. Soldater, der skulle grave voldgraven fri for sand. Og så kom tiden, hvor soldaterne har skulle holde fjenden på afstand. Der har været folk i gang med at handle ind til hjemgående skibe. De skulle jo have bomuld og peber med hjem.

Når der så endelig kom et skib på rheden, blev der endnu mere trængsel i byen. Så var man selvfølgelig spændt på, hvem der kom, var der post??. Skulle der så være en smuk ung kvinde med på skibet, så var der  endnu mere rend, rygterne render hurtigt, alle de ungersvende der var i miles omkreds ville jo se skønheden. Der var også mange beskyldninger i luften. I kirkebogen er det endda blevet nævnt af Guvernøren op til flere steder. Den madamme, der beskylder den eller den for at være barnefaderen til hendes afkom!  Ja,  og det kan  han på det bestemteste afvise !!! – Nej, jeg tror, de har ind imellem gået hinanden rigtig godt på nerverne, beskyldt hinanden for mange ting. Ikke engang Peter Anker kunne gå fri.

Der er virkelig stof i Trankebar.!!!!!