Onsdag d.1 august var vi i Korsør for at se stenene fra Trankebar. På hjemvejen kiggede vi ind til Bent på sygehuset. Han havde lige fået at vide, at han skulle på et aflastningscenter i Vissenbjerg. Bent var den dag rimelig klar i sin tale. Det var desværre sidste gang vi fik snakket med ham. Han døde den 7. om aftenen.

I Foreningen Trankebar har vi mistet en god ven. En fantastisk medarbejder og en altid hjælpsom formand, som brændte for Foreningen Trankebar. En mand som absolut brugte mange timer bag skærmen, for at besvare breve og sætte nye i gang. Det var Bent som sendte en mail til vores medlemmer, som havde været i Trankebar. Om de kunne afse tid til at skrive en artikel til bladet. Han havde også tid til at sjove mails til venner. Mails som vi kunne more os over.
Det var Bent som gjorde sig tanker om hvordan Foreningens blad skulle se ud. Det var Bent som sendte ud til vores medlemmer på mail til dem der bor i udlandet. Han var den jeg kunne læne mig op af, dersom der var et eller andet jeg ikke kunne finde ud af.

Hvert år, igennem mange år, har vi været sammen i Trankebar, også i år. Det har aldrig været ”ligge” ferie, men altid arbejde, dog med en enkelt dukkert i den Bengalske Havbugt. Da hans egen familie var med derude, blev de også sat i gang. Det blev til meget snak i huset Flora,(i Trankebar) med de gæster som nu var i huset, men også med de folk, der dukkede op og gerne ville snakke om Foreningen Trankebars arbejde i Trankebar, Bent stod altid klar. Selvom det blev sent, skulle hjemmesiden lige skrives, så den kunne komme på til dagen efter. I år kunne vi godt se, at han ikke var helt på toppen, tingene tog lidt mere tid for ham. Optimismen fejlede dog ikke noget, Bent var sikker på, at det skulle nok gå, sygdommen skulle bare lige overstås, så var han den gamle Bent igen. Selv da behandlingen trak ud, var han en optimist.