Tranquebar hvor bølgerne synger
I 2004 hærgede Tsunamien området og mennesker, huse og skibe blev opslugt af det frådende hav. Fire hundrede år tidligere var det den danske konge Christian den Fjerde, der ville realisere sine stormagts- og kolonidrømme på den selvsamme kyst: I 1620 lagde en dansk flåde til ved den lille indiske fiskerby “hvor bølgerne synger”, Tarangambardi på lokalsproget. Danskerne kaldte den Tranquebar.
Den første koloni
Forfatteren Palle Petersen har brugt en stor del af sit liv på at rejse rundt i verden og skrive bøger om steder og deres historie. Også de danske tropekolonier som Tranquebar tilhører indgår i forfatterskabet såvel i form af skolebøger og en historisk roman om Danmarks første Kronkoloni.
Vejen til Paradis
I 1618 forlod en flåde på 5 skibe og 600 mand under ledelse af adelsmanden Ove Gjede København. Kurset var sat mod Paradis, som den gudfrygtige konge mente lå på Ceylon. Det nuværende Shri Lanka. Her fandtes nemlig et kæmpestort “fodaftryk”, som myterne på stedet tillagde Adam, et første menneske på jorden.
De fandt ikke paradis, men noget der lignede.
Kanoner for krydderier
På den tid var det indiske fyrster, der regerede og det samfund, som danskerne kom til var ikke primitivt, som man forventede, men højtudviklet, rigt og civiliseret og absolut ikke til fals for nordboernes glasperler og kanoner. Det sidste kun som betaling for en kontrakt, som gav Danmark rådighed over en lille ubetydelig fiskerby i Sydindien. Danmarks første koloni Tranquebar kostede 12 kanoner. For dem fik man så adgang til krydderier, ris og andre eksotiske varer.
Genopbygning og mikrolån
Palle Petersen er vendt tilbage til området mange gange og fortæller, at efter Tsunamien har danskerne igen opdaget Tranquebar, både som turistmål og som indsatsområde: Hjælpeorganisationer har været med til at genopbygge området og støtte udviklingen i bl.a. fiskeriet, der er den vigtigste indtægtskilde. Også den danske tekstilvirksomhed Bestseller er med til at financiere genopbygningsarbejdet og bidrager desuden med mikrolån til kvinderne, så de kan skabe egne erhverv og dermed bidrage til bedre levevilkår i familierne og økonomisk vækst i samfundet.
Chr. IV i sit Paradis
Foreningen Trankebar er en realitet og søger at udbrede kendskabet til området og rejse fondsmidler til restaureringsprojekter. Der er stadig spor at finde efter de første danskere. Admiral Gjede lod fortet Dansborg bygge. Det er idag renoveret og et lille museum med Christian den Fjerde i front modtager publikum – på vejen til Paradis!
Palle Petersen historiske roman om Tranquebar hedder “Rejsen til Paradis”, desuden er han forfatter til børnebogen “Kender du danskernes kolonier”. Forlag Borgen.