Sidste nyt fra Trankebar juli 2008
Der sker mange spændende ting i Trankebar for tiden.
Samarbejdet med Bestseller og Intach og de mange gode eksempler har fået den indiske Regering til at bevilge et meget stort beløb til at gøre byen til en “Major Tourist Destination” Mere og mere omtales Trankebar i både de lokale, de statslige og de store landsdækkende indiske aviser.
Som altid er det en fornøjelse at opleve stemningen, når byen vågner. Jalla, Jalla fra moskeenklokken 5. Fiskerne er allerede på havet. Kort efter “musik” til morgenkaffen fra Jerusalemkirken - og så morgenkaffen, hvis man da har nået at få kogt vandet inden strømmen går klokken lidt i 6.- Er det søndag, udsendes morgengudstjenesten “live” til hele byen . Det må være rart at have så stor en menigheden. Klokken 8 starter fiskeriauktionen. Der er masser af fisk for tiden. Havet er næsten havblik de første 3 timer efter solopgang. Mange af fiskerbådene er ankret op foran stranden - både de små og store fartøjer. En del går ud fra stranden både ude foran fortet og ud for fiskerlandsbyen. Fiskerne har fået fyldt sand på granitstenene, så de flere steder har overgange til at komme over med fisken.. En mindre del af de små fartøjer ligger inde i kanalen og kommer først ud, når de får gravet sig gennem sandet på den brede strandbred. For tiden er der ingen adgang fra floden til havet.